Er det ikke sådan en almindelig opfattelse at vi arbejder i 5 dage for at “leve” i 2 dage. Eller samle energi på 2 dage til at knokle 5 dage?
Jeg har pt. det privilegium at jeg selv kan prioritere min tid. MIN TID. Det lyder fantastisk flot og overflodsagtigt. Men ikke desto mindre er det sådan jeg lever lige nu. Lige nu!
Jeg sad netop idag – efter at have “arbejdet” fra 5.45 ( ja, det var den sene tid idag, hvilket vil sige at jeg ikke nåede mit bad, og … nårh ja….skuldertræk – puffff ) til kl. 7.15 hvor børnene bliver skubbet ud af døren for at nå op til enden af vejen hvor bussen har opsamlingssted. Arbejdet og arbejdet – men jo, tiden er ikke min – og så alligevel er den. Jeg skal ikke nå noget. Jeg kan snakke stille og roligt med ungerne (der iøvrigt er vidt forskellige morgenbørn:o)…….den store siger KUN noget hvis han absolut bliver spurgt – mens bette ski er vaccineret med en grammafonstift), men pointen er at jeg har fuldstændig ro i min hjerne til at være til stede fordi jeg ved at min tid kommer om lidt.
Luksus vil mange mene.
Nødvendigt, mener jeg. Og så kommer det med weekenden.
Jeg elskede mit job. Betragtede det i mange år som mit fristed. Jeg nød at kunne køre fra morgensurhed og pligter kl. 6.30 – ungerne var lige kommet morgendrukne ned af trappen og så var det ellers “kys kys og møf møf og ha en go`daaaaaaa – hai haiiiiii”…..sat lidt på spidsen – men det var da så fedt, at Claus tog sig af resten. “Han er også meget bedre til sure børn om morgenen” var min evige kommentar, og det ER han også. Men havde jeg sure børn om morgenen? Jeg vidste det egentlig ikke.
Jeg hyggede mig med at være på arbejde. Havde dejlige kollegaer og fik alle små sten vendt i løbet af dagen, så jeg burde være klar til familie og børn når jeg kom hjem. Det var jeg bare ikke altid. Klar.
Der var mange pligter og krav der skulle indfries når hjemmelivet indtraf, og tiden løb jo bare. 15 – 16 – 17 – 18 og Helene og mig blev mere og mere uvenner. Hun havde/har krudt i r…. og der skal altid ske noget omkring hende og jeg havde snakket hele dagen på jobbet og brugt min krudt – næsten – op.
Jeg orkede hende næsten ikke, og brugte egentlig mange tanker på hvordan jeg kunne få hende puttet i en “kasse”, så hendes temperament passede til resten af familien. Måske fordi jeg havde fået indput nok, eller havde for meget at tænke på – om livet igår, idag, i morgen. To do listen i mit hoved var lang og måske derfor følte jeg ikke at jeg slappede af selvom jeg sad stille og roligt med avisen og en kop kaffe.
Derfor tror jeg, at jeg ubevidst eller næsten måske bevidst kom til at leve i hverdagen – weekenden var noget der skulle overståes så hverdagen kunne træde i kraft igen. Jeg levede med omvendt fortegn.
Men jeg blev træt. Både træt, men også træt af det. Træt af hele tiden skulle skændes med Helene og ikke have tid til at sætte mig og bare være til stede. Hun blev ked af det, jeg blev ked af det, hele familien blev kede af det – trykket stemning og ked – af – det – hed.
Jeg var hele tiden på vej væk. Og det var egentlig min levestil . Jeg synes godt om at have noget at lave hele tiden, og nød at tingene kørte lidt stærkt – og jeg nød også at kunne postulere til mine omgivelser hvor travlt jeg havde og hvor meget vi nåede i vores familie. Og det gjorde vi. Vi nåede sindsygt meget og havde hele tiden projekter der lå og ventede og var hele tiden på vej et sted hen. “Lige om et øjeblik” eller “jeg skal lige” to sætninger som er blevet brugt meget flittigt her i huset.
En lang periode mødtes Claus og mig over et glas portvin og en kop kaffe ved 22.30 tiden – så havde VI tid til at snakke en times tid. Og det var fantastisk – hyggeligt – dejligt og vi fik snakket men……
Det blev for meget.
Jeg kunne ikke mærke mig selv til sidst. Jeg var endda gået voldsomt ned i tid på arbejdet over en periode, men jeg var kørt træt. Jeg var nødt til at trække bremsen. Ikke at jeg sagde det med så mange ord. Det er svært at sætte ord på. Svært at erkende. Jeg havde hele tiden en undskyldning parat og havde konstant dårlig samvittighed overfor…. ja overfor hvem og hvad ved jeg ikke – måske dårlig samvittighed overfor livet – at jeg ikke kunne overkomme det.
Men bagefter kunne jeg mærke det. Livet. Hele sommeren sad jeg stort set under vores halvtag på vores bageste terrasse (den er gemt lidt væk, så vi kan sidde lidt for os selv når vi har mange mennesker omkring os på jordbærfarmen eller i pelsningssæsonen) – jeg ønskede bare at være i fred, orkede ikke at snakke med nogen eller være tilstede i nogens liv. Jeg ville bare nyde ungerne og Claus og reparere på mig selv. Mine tanker var både gået i stå og kørte på fuldstændig overtid på en gang.
Jeg tror det var i allersidste sekund jeg fik trukket i den håndbremse. Og i virkeligheden var jeg sandsynligvis ikke hængt mere op end gennemsnittet, jeg kunne bare ikke mere. Mig. Jeg kunne ikke mere.
– og hvor ER jeg glad for at jeg “mærkede” efter i mig selv et splitsekund. Mærkede efter og traf en sindsyg svær beslutning. (Nu har vi så lige fået at vide af en professor her i weekenden at vi ikke skal mærke så meget efter i os selv – men den tar vi lige en anden dag!!)
Derfor kan jeg med stolthed i stemmen nu sige at jeg elsker hverdagen OG jeg elsker weekenden – og at der stadig er en kæmpestor forskel på de to ting – selvom jeg (næsten) kun går og hygger mig herhjemme. Ungerne er hjemme, Claus arbejder jo med hans hobby så jobbet er svært at dele op i fritid og job, men vi ser ham mere i weekenden og ellers passer vi hvert vores – sammen:o).
Jeg kan faktisk virkelig godt li`det. Det må gå under betegnelsen “det hele – og frygtelig dejlige liv.”
– Og tussen og mor her har faktisk (næsten:o)) ikke haft et skænderi siden jeg fik min egen tid – og jeg skal såmænd nok nå mit bad…….
Leave A Comment