Nårrhhhhh nu skal jeg tilbage på sporet IGEN…..

– og hvad var det nu så lige det var for et spor jeg var på??

Det er ved at være et stykke tid siden jeg VAR på sporet!! – altså DET spor!!

Det var “Jeg er for tyk og vil gerne ikke være tyk – sporet”…

Jeg har været på mange spor siden jeg mistede færten af det ene spor.

Jeg har været på måltidstænketanksspor, feriespor, mit-eget-rum-i-maskinhuset – spor, og mange andre spor…. Men sporet med selvkontrollen over mit såkaldte madindtag er pist forsvundet. Eller ihvertfald ret godt gemt – måske ligefrem ignoreret – ja, jeg tør godt sige det højt igen og igen. Jeg er for tyk til at jeg synes det er fedt (smiler en lille smule!!) og JA pt. har jeg mistet selvkontrollen…..

Jeg har masser af undskyldninger, to kunne eventuelt være:

– efteråret, det bliver koldt og vi skal hygge mere, tænde stearinlys og – ja, SPISE ( vi skal jo holde huld:o))..

– travlt, jeps, travlt med at proppe i hovedet. Det kan nemlig godt praktiseres i forbifarten og så travlt har jeg jo faktisk ikke –  ikke mere travlt end at jeg faktisk godt kan bruge tid på selektiv udvælgelse af sunde fødevarer – eller helt basalt, stoppe en honningmad (eller! – det der BURDE være en honningmad) i hovedet når jeg bliver sulten om formiddagen – og såmænd også om eftermiddagen, istedet for at bruge et kvarter på at TÆNKE på hvad jeg kunne sætte tænderne i, OG bruge et kvarter på at fremtrylle et eller andet himmelsk – eller! – himmelsk er det jo faktisk KUN i det sekund det bliver kastet i munden, derefter er det jo ligemeget ELLER rent faktisk genstand for dårlig samvittighed, og det mærkelige er, at hos mig fremtvinger den dårlige samvittighed en eller anden form for ligegyldighed. Nu HAR jeg jo spist 5 TUC kiks med ost, SÅ kan jeg da lige så godt fortsætte – hvad betyder det om jeg spiser 5 eller 10!!!!

At komme tilbage på sporet kunne også helt basalt være at jeg ikke orker lige! ORKER. Det er sådan et øv ord, lidt ligesom “jeg ikke magter” – en skide undskyldning for at rende udenom det der er vigtigt, at hoppe over hvor gærdet er lavest, helt nede i jordhøjde – GI OP……

Hvem gider lige lige ha siddende på sig at man har givet op. Jeg har givet op. NEJ jeg har sgu ikke. Jeg holder pause. Nej, det gør jeg heller ikke, for pause er noget man bestemmer sig til at holde, jeg har ikke bestemt mig til at at holde pause. Det sneg sig bare ind som en tyv i natten. Aften efter aften, finde bare lige en lille smule i skabene (fordi der er jo altid lidt i tilfælde af at vi får gæster!)..

Pludselig bliver det udvidet til eftermiddagssnacks. “Det gør ikke noget bare en enkelt gang”, og så finder jeg gudhjælpeme mig selv sidde og spise rundstykke med smør. SMØR. Jeg har ikke spist smør i 5 år – næsten – var helt fravænnet, men det smager jo godt, og hjælper faktisk også en hel del på “hyggen”. Og wupti badupti. Jeg er på den gamle bane igen. Egentlig uden at ville det. Det er bare kommet. Gamle dårlige vaner går ikke væk. De lægger sig bare i hi, som bjørnen der bare venter på at solen skal begynde at skinne igen, gamle dårlige vaner – bjørnen smagte bare lige lidt på smørret, SÅ skulle der pludselig mayonnaise på kartoffelmaden, remoulade på fiskefrikadellen, mere kød end salat og jeg kunne blive ved og blive ved. Og der hvor jeg vil hen:

Det er ikke et bevidst valg jeg har gjort. Det er kommet snigende. OG det har virkelig været hyggeligt INDTIL jeg pludselig har 2 hylder i mit skab fyldt med tøj jeg ikke kan passe FORDI jeg bare har hygget mig – ooooggggææææhhhhh – det har jeg nok gjort i et års tid eller lidt mere!!. Shit. Og jeg lyver så meget for mig selv. Jeg har jo hele tiden en god grund til at spise som jeg gør, eller har jeg??

Vægten er ihvertfald ikke helt enig. Den siger alt alt for meget. Da jeg for 5 år siden tabte mine famøse 27 kg, som jeg iøvrigt stadig er stolt af – eller ihvertfald bruger tid på at argumentere for at jeg “da bare kan tabe mig igen” agtig. Problemet er, det kan jeg ikke. Jeg kan ikke komme igang. Jeg starter HVER morgen. IDAG holder jeg det, men nej, det er bare indtil den første lækkeri komme flyvende forbi – hapsen gevesen – ind i løgneren med det. Problemet er jo at jeg faktisk gang på gang  bilder mig selv ind at det er ok…..

Nej, det er ikke ok. Jeg er for tyk. Jeg puster igen. Energien forsvinder samtidig med at maven bliver fyldt op. Jeg går igang i morgen. Jeg står tidligt op og overbeviser mig selv om at NU skal jeg passe mit tøj igen. Nu skal jeg ikke puste mere når jeg bukker mig. Nu skal jeg ikke bekymre mig om at jeg er den største tilstede i selskabet længere. Jeg vil ganske enkelt ikke spilde mit liv på det. I morgen…. eller det starter faktisk nu – med karrykål…..

Ps.  jeg trak lige en runde med Eddie, han er næhmli osse blevet tyk – ja, kald det hvad I vil. Skal jeg lide, så skal han også!