Det er sådan en klichè – FORÅRSFORNEMMELSER – hvorfor det, og har alle det, FÅR alle det??

Mine forårsfornemmelser kommer på EN dag. DAGEN!!!! hvor min krop og sjæl fornemmer at NU er der forår på vej.

Og den dag – DET er idag……(og det er fotografen og ikke flagstangen der er skæv)….

På min fars 70 års fødselsdag. Den dag min far blev 70 der fik jeg forårsfornemmelser!!! Det er da en god ting – (og det betyder jo så også – solen skinner som det kan ses på billedet – at han har opført sig nogenlunde hæderligt. Han er stædig som en gammel kamel, men mon ikke man bare bliver det når man er 70 og mener at nu er man gammel nok til selv at bestemme!!!) – og gad vide om der er mere mellem himmel og jord end vi lige kan se, med at tingene passer sammen mener jeg…. Mit forår starter ihvertfald i år – idag d. 3 marts.

Bondemanden har fældet træer i skurvognen og nogle få jordbærrækker er blevet dækket med fiberdug i håb om tidlige jordbær. Det er sådan helt synlige beviser på forår, samt at græsset er blevet en smule mere grønt, der begynder at titte knopper frem på diverse træer og buske – jo, der er andre end mig der kan mærke luften….

Og aftenerne OG morgenerne….ahhhh jeg ÆLSKAR det…. jeg er kommer frem til at jeg er så vildt glad for at jeg er født i Danmark. Hver årstid har sin egen charme, og når man er liiiiiige ved at køre fast i et kvartal, SÅ skifter det og puffffff SÅ sker der noget andet på vores egen lille matrikel og i vores omgivende samfund.

Jeg føler mig mere i live når der er forår på vej – alting bliver bare lidt lettere og udsigterne til varme sommeraftener i skyggen (solen får nemlig bare rigtig hurtigt nok af mig) på den overdækkede terrasse – det er da fantastisk….. Og tanken blev faktisk så fantastisk – jeg ved jo at tanken meget hurtigt for mig vinder over realiteterne – men at vi her i familien fik hinanden hidset så meget op så vi fik bestilt en ferie til Cypern – i maj – den eneste uge hvor vi kunne få det presset ind – og NØØØØJJJJJ hvor vi glæder os….

Bondemanden smider sig på en liggestol og der bliver han indtil vi skal hjem. Ungerne bader og hygger og mor her nyder de to første dage og SÅ skal der ske noget – rastløsheden indfinder sig – og der er ikke en kattens fis jeg kan gøre ved det. Sidst vi var afsted sagde Claus til mig på fjerde dagen “skat, tror du ikke du kunne gå i køkkenet og spørge om der er noget du kunne hjælpe med”……..

Men i år bliver det anderledes – sååååån er det……