Jeg ER medlem, så det kan kun være den årlige afpresning for at få mig til at betale for de 16 julemærker, 2 mikroskopiske julekort OG 8 adressemærker med mit navn og adresse trykt på pastelfarvet mærkater – stavet forkert godtnok – MEN de havde gjort et forsøg, hos Hjerteforeningen…

Det havde bare fuldstændig den modsatte effekt hos mig!

JEG ER SÅ TRÆT AF PASTELFARVEDE FLUFFY KAMPAGNER……

Gad vide om der er forskning der viser, at eksponeres vi massivt med pastelfarver, så er vi nemmere “ofre” for at taste støtteorganisationernes telefonnummer ind eller hive dankortet frem.

Bliver vi rent faktisk lettere hypnotiseret??? Jeg vil sg da ikke købe pastelfarvede julekugler….. ALDRIG!!!

Det er ikke fordi jeg er speciel følelseskold eller ligeglad – jeg er bare kørt træt…..

Vi bliver overfodret med kampagner, som vi burde støtte, hvis vi skal kunne sove problemfrit om natten, og leve (næsten) uden dårlig samvittighed om dagen….

Og fordi vi så oveni hatten er selvstændige, SÅ figurerer vi på listen over  særlige specielle nemme ofre!!

I år er vi  blevet kontaktet 5-6 gange af organisationer,  som mener at vi som selvstændige har et SÆRLIGT socialt ansvar og derfor BURDE kunne overkomme at støtte med et par tusind kroner, og SÅ kan vi oven i købet trække det fra!!!

Børns Vilkår, Hospitalsklovne, DNN ( de lægger heldigvis altid røret på når vi siger at vi er landmænd og om vi lige skal tage diskusionen om hvad dyrevelfærd er – det kan de nemlig ikke fordi de “kun” er budbringer, det er ikke dem med passionen og visionen der sidder ved telefonen!!)….og så videre og så videre…..

Ja tak, trække det fra…. den overfriske M/K i den anden ende kan bare ikke forstå når vi siger at vi i vores hustand har valgt at støtte Kræftens Bekæmpelse på et støttebevis i år – som vi plejer HVERT år – og som det eneste….

– der bruger vi vores “få tusind kroner” …..

“Ja men det er jo bare”….

NEJ – det er ikke lige bare….og “tilbuddene” vælter ind….

Jeg må bare ud med det…. – jeg HADER de indsamlingsshows.

Jeg ved godt at tv shows samler vildt mange penge ind – men jeg føler at syge mennesker og pårørende til eks – syge, syge, døende eller allerede død bliver udstillet helt vildt.

Der bliver manipuleret og spillet på vores følelser – det hele er opsat , og professionelle folk har været inde over at analysere sig frem til de bedste virkemidler.

HVORDAN påvirker det os, når historien om, og billedet af,  Mikkel (fiktiv person) toner frem på skærmen og hans mor står og græder over at de har mistet deres søn siden sidste års indsamlingsSHOW…..

Lige netop de historier rører os så meget så vi bliver MANIPULERET til at finde pengene frem….og hvis ikke det er historierne SÅ er det tanken om den dejlige nye bil vi kan vinde…. – inden vi har set os om, har vi trykket på knappen 3 gange, med det resultat at vi blev 450,- fattigere…..(been there!!)

Jeg vil ikke manipuleres mere.

Jeg vil ikke hypnotiseres af pasteller og forfærdelige historier. Jeg vil selv bestemme hvad mine penge skal bruges til – og i al min ufølsomhed så kiggede jeg i kuverten fra Hjerteforeningen….. SÅ pasteller og bestemte mig så til at dumpe den direkte i skraldespanden ……

Og det føles godt…….

Iøvrigt HAR jeg også købt en pin til min jakke i år – fra Kræftens Bekæmpelse – men den er heldigvis rød og sort!

Jeg har just siddet og bladret mine gamle blogindlæg igennem. Eller nogle af dem! – der er sg da mange……

Når jeg sidder og læser bliver jeg skiftevis glad og lettere bekymret. Glad fordi jeg kan sidde og smile af nogle indlæg men bekymret fordi: Har jeg flyttet mig?

Hvor er jeg nu i forhold til hvad mine mål var i 2013 da jeg sagde mit job op fordi jeg ville noget andet?

Jeg har været ude af mange veje – og er det til dels stadigvæk.

Jeg har haft skrivekrise. Det er sådan en fortærsket forfatterting. Skrivekrise. Men ikke desto mindre har jeg ikke skrevet et eneste blogindlæg siden foråret.

Jeg kørte fast.

Havde jeg overhovedet læsere til mine indlæg? og hvad fik jeg ud af det, udover at jeg tømte mit hoved for tanker.

Nu lyder jeg negativ, og det har jeg egentlig også været. Jeg har manglet selvtilliden til at komme videre. Udadtil har jeg sagt til mig selv og andre, at jeg har haft for travlt – men jeg har i virkeligheden været kørt fast i tankerne om min fremtid.

Det her “blognoget” skal føre mig et sted hen – ellers er det formålsløst. Jeg har manglet visheden om et konkret produkt at sende ud over rampen. Noget at holde fast i.

Hvad er et konkret produkt når det handler om at skrive? En bog? Men hvad skal den så handle om?

Jeg vil bare gerne skrive – men om hvad og til hvem?.

Dette efterår har jeg meldt mig på en uddannelse i kommunikation. En overbygning til min eksisterende uddannelse – og jeg skal love for at det sætter nogle tanker igang.

Det er et forløb som dækker lavpraksis i både det skrevne og det talte ord. Hvordan bygger jeg en tekst  eller et foredrag op, så nogle faktisk også får lyst til at læse eller høre på hvad jeg har at sige.

Jeg elsker at uddanne mig og få følelsen af, at jeg flytter mig, og på den måde er uddannelsen helt fantastisk. Vi sidder 19 “kommunikationsfolk” med samme mål: at blive bedre til det vi gør bedst – eller ihvertfald prøver på at gøre bedst.

Og hvad skal jeg så bruge det til? Mål…..

Jeg vil skrive og komme ud over rampen!!

Og det skal være i alt det jeg kender. – At være bondekone og med alt hvad dertil hører. – At være ernæringsuddannet og fortælle om alt hvad jeg ved. – At snakke med hvem som har lyst til at høre om hvordan JEG synes vi skal lave mad og med hvilke råvarer. Hvad er godt og hvad er skidt, verden ifølge bondekonen……

Jeg er ikke altid glad, men er gennemsnitligt altid i ok mood. Og er jeg det ikke, så kan jeg som regel skrive mig ud af det – og det må jo betyde, at jeg har en force – at jeg godt kan lide at skrive OG at jeg er god til det.

Der er perioder der er bedre end andre, sådan er livet indrettet.

Vi har to meget meget travle perioder på bondegården. I jordbærsæsonen og i pelsningssæsonen (mink). Der tjener jeg min løn og hjælper til. Det giver mig ro oppe i hovedet på den måde, at så bidrager jeg også til husførelsen. Vi sparer en løn og jeg “tjener” en løn så jeg kan have ro til at skrive og lave alt muligt andet resten af året.

Det betyder så også at i de to perioder har jeg ikke overskud og energi til at skrive!! og det er skidt kan jeg mærke.

Det laver jeg om på.

Jeg vil skrive, læse, snakke og blande mig i samfundsdebatten i de to perioder også. Det er nemt i jordbærsæsonen. Der kommer så mange kunder forbi, som gerne vil have en god snak om livet på landet, der bliver min lyst styret.

Pelssæsonen er mere “stille” på den måde at ingen “fremmede” kommer forbi. Den må jeg skrive mig ud af.

Jeg har taget mange bestemmelser igennem tiden – nu føler jeg at tiden er til at holde fast…..

Har nogen lyst til at byde ind med emner eller har noget I gerne vil høre om, så giv mig en kommentar på FB eller sms eller ring på 51744200.

Rampen skal forceres…….

Jeg har det lidt “slankesvært” og er lidt bagud…..

Jeg indrømmer det, selvom det er lidt svært at indrømme når det er min livsmission – og jeg er pissehamrende træt af at være tyk….

Men jeg har for meget i hovedet – for meget om ørerne – ……

Jeg kæmper og jeg mener VIRKELIG kæmper….

imod trangen til at spise alt muligt andet end det jeg skal….

OG jeg ved godt hvorfor!!

Jeg har ikke tid og plads i mit hoved lige – og det kommer der en slags trøstespisning ud af….

Men jeg har jo et mål der hedder maj næste år skal jeg ihvertfald bare ha`det godt med min krop – så jeg kommer ud af mit flyverskjul og fortæller om hvor svært det her er……

Den anden dag kom jeg til at sidde at spekulere lidt over livet som 80 PLUS….

Hvis nu jeg er heldig at komme så langt!!!

Det kom sig egentlig af, at jeg faktisk begynder at blive mere og mere glad for de ting jeg har haft længe.

Det har jeg skrevet om før – den fettich det nu er, at kunne li`sine EGNE gamle ting – og at kan li`dem mere og mere, og faktisk begynde at blive lidt irriteret når de gamle, kendte ting går i stykker…..

Så var det jeg hankede op i mig selv og diskuterede lidt – forhåbentlig uden for rækkevidde af andre, og jo jeg indrømmer det, jeg kan også godt finde på at snakke med mig selv – men det er jo bare for at have en fornuftig person at snakke med, som ikke svarer igen!!! – men den diskussion gik jo egentlig ud på at jeg ikke vil blive en af de der ældre som slet ikke vil tilpasses – som kun vil hænge fast i de gamle vaner og have de gamle ting omkring og som sidder og beklager mig over at børn og børnebørn ikke kommer og besøger mig……

Jeg VIL ikke være sådan…….

Men jeg kunne godt være lidt bange for at jeg bliver sådan hvis ikke jeg begynder at give mig selv nogle chok indimellem.

Jeg kan godt blive irriteret over at eks. alt bliver elektronisk. Jeg hører mig selv sige i hvidevareforretningen ved køb af ny vaskemaskine, at jeg ikke vil ha`en med display – men jeg vil eje en med en fysisk knap til at dreje eller en mikroovn med kun 4 indstillinger OG drejeknap..

Jeg vil have simple ting. Er det et tegn på ælding eller er det et tegn på tværing?? ELLER i virkeligheden begge dele…

Jeg vil IKKE være en tværing på nogen som helst måde.

Jeg vil fremover være at finde med åbent sind på alt nyt…. ÅH jeg kan mærke hvordan den sætning sætter sig på mig så jeg næsten ikke kan trække vejret….

Jeg er lige ved at tro at min svigerfar på 85 er bedre til at tilpasse sig end jeg er….

Kom så, Charlotte – du kan godt……..

Sundhed

Sundhed??

Hvad ER sundhed egentlig? Vi læser om det dagligt i blade og aviser. Det vælter ind i E-boksen med “sundhedstilbud”. Tab dig 6 kg og bliv sund. Sund!!

Jeg er igang med at blive sund!! eller? – ja det kræver en yderligere forklaring (og iøvrigt laver jeg også dagbog, som gerne skulle føre til et projekt på et tidspunkt, men det er en helt anden historie, som I får en anden gang).

For 5 år siden snart tabte jeg mig i løbet af et års tid, 27 kg. Jeg havde det fantastisk. Havde meget mere overskud og følte mig meget lettere i min hverdag. Jeg kunne tage trapperne på arbejdet uden besvær og alting flød bare ligesom lettere. Mit humør steg og jeg sagde bare PYT PYT PYT PYT (et ynglings – ord fra Chris McDonalds fantastiske ordforråd), alt fnidder fnadder var bare PYT…. det er da ligemeget og hvorfor gå op i det!!!

Jeg holdt vægten i 2 år (faktisk skulle jeg have tabt mig 20 mere, men det kom jeg så aldrig igang med…) – fordi jeg begyndte lige så stille at tage på. Først et kilo, så et par kilo mere – og så bankede jeg mig selv på plads og tabte et par kilo. Vægten steg igen, og uhhhhh – nå, ihvertfald ikke mere end 5 kg måtte jeg tage på, før jeg skulle gøre noget. MEN det gik stille og roligt støt opad. Indtil jeg som nu har taget 20 kg på igen.

Alle skavankerne er kommer snigende tilbage og nu er jeg igen usund!! eller er jeg?

Er man sund fordi man er tynd? Eller er man usund fordi man er tyk? – jeg læste lige et af Per Brændgårds ( ernæringsfyren der tog kampen op med alle eksisterende slankekure og lavede en helt anden retning med bogen Slankekurs og mindfuld spisning!!) sundhedsråd. Han skriver hver dag på FB en lille god sætning til dagen og vejen. Og hans råd var at husk skønhed ikke er lig med sundhed eller at være sund!

Den tog jeg lidt ind og tyggede på den. Ikke at jeg synes jeg er nogen skønhed. Men der er da ikke noget der gør en person flottere, lækrere, dejlige, skønnere og mere sexet end hvis man hviler i sig selv og er den samme både udenpå og indeni!!

Det jeg sådan overordnet set har sat mig for at finde ud af, i forhold til det at tabe sig og så tage hele skidtet på igen er, HVORFOR….????

Er det fordi jeg som person skal være lidt rund for at være den bedste udgave af mig selv? – er det i virkeligheden sådan det hænger sammen?

Jeg lever bedst og hygger mig bedst hvis jeg ligesom må spise lidt dejlig mad og drikke et godt glas vin og spise lidt chips og indimellem en pose matadormix (orv, det var de der smileyer jeg kom fra at få hentet ind til at bruge af)…

Men er det nu også helt sandt? Lever jeg bedst på den måde? – fordi jeg ER jo lidt besværet og mine fødder driller lidt og jeg har måske heller ikke helt den energi som jeg havde da jeg var tyndERE….

Men hvorfor taber jeg mig så ikke bare til at blive den bedste udgave af mig selv? eller hvorfor tog jeg på igen?

Det vil jeg finde ud af!!! – Jeg er klar over at der er en masse psykologi i det her, men behøver det at være et fag på atomfysik-niveau? så klog er jeg ikke, men så svært er det vel heller ikke at finde ud af.

Og tilbage til sundheden!! – vi kan spise os til IKKE at være syge, men vi kan også spise os TIL at være syge. Vi kan være tyk og syge eller tynd og syge. Vi kan være sund tyk eller usund tyk. Vi kan også være sund tynd eller usund tynd.

Er det i virkeligheden måske bare så simpelt, at er man den samme indeni som man er udenpå, så er man i balance – OG så er man sund?

Den tænker jeg lige lidt over:o))) – smiley!!

Søndag morgen har jo (som alle der er lidt oppe over 30 ved) jo nogle dejlige radioprogrammer. Jeg var skabsfan i mange år – ville ikke sådan RIGTIG ud med at jeg jo faktisk hørte alle de der hyggelige lørdag og søndagsprogrammer på P4…

P4, det synes jeg jo hørte mine forældre til, og i virkeligheden ville jeg jo hellere tages i at høre Nova eller ANR (lokalstation) end at høre P4. Men jeg blev taget på fersk gerning – kom faktisk til at tale over mig på mit job – puha da, jeg hørte cafe Hack og så kom det jo egentlig også frem at jeg lod radioen køre (som faktisk alligevel aldrig er slukket her i huset) – og den kørte jo så videre på Giro 413, “mormors kolonihavehus” kan sagtens bruges i en snæver vending..:o)….

Og når nu jeg alligevel var blevet afsløret, så kunne jeg jo godt gå hele vejen og erkende og inrømme at jeg NYDER det…..

Her ved morgenbordet kørte P4 morgen med Søndagspanelet, som har Jesper Knox som vært. De havde talt om ting som vi ikke havde hørt men pludselig sprang det os i ørerne. De ville diskutere MRSA i dansk landbrug.

Der fik radioen lige en ekstra tand – DET måtte vi høre. Mindstebarne blev tysset på, for nu skulle far og mor høre noget klogt. Det er jo som regel spændende folk Jesper Knox har i panelet, og vi ville da gerne høre hvad de havde at sige om den sag.

Jeg blev så skuffet. De vidste ikke hvad de snakkede om. Både studieværten og paneldeltagerne havde ingen ide om hvad det gik ud på. De var ude at vende i at vi i landbruget ikke gjorde det nær godtnok og at vi til dels var uansvarlige.

Jeg blev skuffet og såret på en gang. Den ramte rent ind, og SÅ blev jeg gal. Jeg fløj til tasterne på P4 FB og skrev til Jesper Knox, at jeg var blevet sur over deres håndtering af sagen og at vi da følte os totalt hængt ud.

Han var da så go`at svare mig – men hans svar chokerede mig lidt. Han svarede at hverken han eller panelets to deltagere var specialister i miljø eller landbrug, og at det iøvrigt heller ikke var udgangspunktet for paneldebatten – “vi taler bare som forbrugere og borgere”.

Problemet i hele denne historie tror jeg ligger i at jeg faktisk troede, og det var også Claus` opfattelse, at de faktisk vidste noget om emnet. At det ville være en udtalelse med baggrund i noget konkret viden. Men det var det ikke, det var en sludder for en sladder. Problemet er så. Gad vide hvor mange søndags-morgen-søvnige/friske sidder derude og nikker genkende til at de udtaler sig om at landbruget ikke tager ordentlig hånd om hele MRSA, ja at vi er nogle værre banditter fordi vi hverken tager ordenlig hånd om miljøet og bare gør som der passer os herude med dyr og jord for profittens skyld. Det er det vilde vesten og ja de udtalte faktisk at vi sad herude og bare troede at vi ejede jorden og at vi så kunne gøre med den hvad vi ville – det skulle vi så ikke tro, for det var reelt ikke os der ejede jorden, men banken.  Jeg har sjældent hørt mage til dumme udtalelse.

Problemet er at mange lyttere regner dem for at være kompetente folk, incl. mig selv. Jeg lytter da også efter hvad der bliver sagt i radioen og fjernsynet. Noget sorterer jeg da naturligt fra som værende ikke interessant nok til at blive arkiveret – men meget lagrer jeg da som nyttig viden i en given situation. Men hvad er rigtigt og hvad er forkert?

Nu ved jeg lige tilfældigvis som bondemandens kone, at der er mange lag i MRSA diskusionen at ingenting er sort og hvidt, og at vi har mange flere lande der skal ryddes op i end bare Danmark – ikke at det kan bruges som undskyldning for at vi ingenting kan gøre, men det er bare den del som pressen undlader at behandle, for det er ikke interessant. Jeg ved ikke nok om MRSA til at gå længere ind i det, men jeg ved at vi er så hurtige til at danne vores meninger udfra hvad vi hører i pressen og hvem ved hvis side journalisterne er på den dag vi hører eller ser det?

Jeg ser ikke meget TV, jeg keder mig vældig meget og sover så fantastisk godt i sofaen. MEN når jeg en sjælden gang ser nyheder, så fortryder jeg det ALTID.

Død, ødelæggelse, krig, korruption, menneskehandel, manipulation, voldtægter, sult i Afrika incl. en masse fine billeder til ledsagelse. …. – Joachim sagde en dag til mig “mor, hvis pressen nu bare lod være med at vise de billeder af den stakkels mand som er blevet bortført og som er blevet halshugget, så holder bortførerne nok op med at kidnappe uskyldige mennesker”. Og Joachim har jo ret. Bortførerne får lige nøjagtigt hvad de beder om. Pressedækning i bedste sendetid.

Jeg siger ikke vi skal holde op med at se se tv og høre radio. Jeg siger bare at vi skal blive markant bedre til ikke bare at lade os opsluge af mediernes magt.

Vi skal ikke lade os manipulere – men danne vores egen mening… for vores egen og for vores omgivelsers skyld.

Jeg VIL lære at sortere i de informationer jeg – og ikke mindst vores børn bliver pumpet fulde med hver dag…. Der er altid er 2-3-4 forskellige sider af historier og sager og  den kulørte presse (eller byavisen!!) er tit er for farverige for nyhedens, sensationens eller for en eller anden ubegribelig sags skyld.

En til hver af ungerne, men også en til Claus OG en til min svigerfar. Vi mistede min svigermor sidste år i august. Mine svigerforældre var af den gamle skole for landmandspar – varm mad til middag med tilhørende dessert som næsten altid var grød.

Min svigerfar kom ind kl. 12 og så stod maden på bordet, og sådan havde det bare altid været i de 48 år de nåede at være gift. Nu er min svigermor her så ikke mere, og min svigerfar har måttet lære at klare sig selv. Mens svigermor var syg lærte han at lave kaffe, havregrød, øllebrød og varme rundstykker og flere andre nødvendige ting. Med andre ord, han kan lige klare sig.

Sådan kørte det faktisk længe, også et stykke tid efter min svigermor døde. Jeg havde ofte mad med hjem fra arbejdet som han fik portionsvis til at varme og havde jeg overskud, fra vores varme mad, så lavede jeg da nogle portioner til min svigerfar og det gik helt fint. Hvis ikke han fik fra os, så kørte han til SuperBest og købte en af deres lækre færdigretter. Han er 83, men meget mobil – arbejder også stadigvæk i det omfang han orker – han holder sig igang.

Claus` tante, som er fantastisk til at lave mad (og til at hjælpe andre:o)) – lavede dessert – og det gør hun stadigvæk, til ham.

Så fik vi en ide.

Nu har han så fået en meget ny vane. Nu spiser min svigerfar sandwich!!! – en helt ny kategori af mad for ham, men det fungerer og han kan godt li det.

Min svigerfar har i mine øjne altid været nem (det mente svigermor ikke altid, hun skulle jo også leve med ham hele tiden) men hos os spiste han hvad der blev serveret – også nye retter som han ikke havde set før. Og dette ændrede sig ikke efter svigermors død, han er meget glad for alt hvad han får.

Ideen til ny servering kom af at når klokken var 12, så gik min svigerfar jo ned til sig selv. Lavede den mad han nu havde og satte sig til at spise alene. Men på vores landbrug er der on and off mange mennesker – også til mad. Når der er pelsningssæson og jordbærsæson, så spiser medhjælperne sammen. Det gør de også uden for sæsonen, der er de bare ikke så mange, 1,2,3,4 afhængigt af hvad de har gang i og hvem der er på besøg.

De har madpakker med selv, og det er ikke noget der madmæssigt hænger på mig. I sæsonerne har de fundet ud af at lave en madordning, så der er pålæg og brød i personalerummet. NÅ

Det var sandwichene og min svigerfar jeg kom fra.

Når de spiser til middag i personalestuen er der jo ofte hygge, sjov og informationer på kryds og tværs. Dette gik svigerfar jo glip af når han gik ned for at spise. Derfor fandt vi på at når jeg alligevel smurte sandwich (og rugbrød eller andet til tussen – hun er ikke meget for traditionel sandwich) så kunne jeg også smøre til Claus og svigerfar, det er næsten ikke ekstra arbejde. Ikke set i forhold til hvad det giver af positivt at de har den nemme hapser – der iøvrigt også kan spises i traktoren i nødstilfælde.

Der hvor jeg vil hen er at jeg faktisk nyder at smøre den madpakke – og det gjorde jeg også da jeg mødte i Ålborg kl. 7.30 og kørte hjemmefra kl. 6.40. Jeg har altid smurt madpakker. Og i flere år har det været sandwich og hapsere.

Min pointe er – hvis det synes lidt for langhåret og drikkende the hele dagen – agtigt er, at der er ikke noget bedre end at have en dejlig madpakke at spise, for børnenes vedkommende hele dagen. Jeg køber små pakker med rosiner, små pakker nødder, små youghurt med crunch til, frugt, grønt, hvad jeg nu lige kan finde på. Men det er en del af mit daglige ritual og det er en ting jeg plæderer lidt for, FORDI jeg synes det er vigtigt og jeg HADER en madpakke jeg selv har smurt….

Jeg ved godt at der er mange vinkler på det her. Det tager lang tid, ungerne skal lære at klare sig selv, vi har ikke tid om morgenen osv osv….Vi har kun to børn – ganske rigtigt, men jeg smører jo 4 madpakker, så det svarer jo egentlig til 4 børn – og det tager ikke 10 min.

Jeg er ikke særlig organiseret – ville gerne være den der skrev lister og fik planlagt dette og hint, men det gør jeg desværre ikke. Madpakkeordningen er bare altid med i mit baghoved når jeg handler. Er der spændende nyt spread (til at smøre sandwichene med) så køber jeg det, små pakker alt muligt dit og dat, så køber jeg det, jeg er lidt large med at købe god kvalitet – det er trods alt formiddag, frokost og eftermiddag der skal dækkes ind.

Jeg mener det er en super god investering i ungernes dag og humør og indlæring/indlevelsesevne. De har (næsten) altid en hapser der kan findes frem – Joachim mere end Helene, fordi drenge – teenagere bare spiser nok nærmest hele tiden. Så har Helene til gengæld ofte mere gejl med, små servietter og lignende.

Jeg vil meget gerne høre jeres mening, Jeg tror det er en super god investering i børnene – og i Claus og min svigerfar. Jeg har haft madordning på jobbet i 5 år – jeg synes da også min familie fortjener at have en god madpakke at se frem til på en lang dag.

I morges kunne Jeg køre vej af bageren i Sæby sammen med Helene inden hun skulle i skole (efter at have afleveret Joachim i Frederikshavn på isstadion) og købe et smurt rundstykke – noget hun synes er vildt hyggeligt. Så kunne jeg smide tussen af på skolen og køre en tur ned og se til sommerhuset. Hvor var der smukt dernede – septembers himmel er fantastisk blå.

Jeg kunne køre hjem og lave lidt arbejde på pc´en – og hvad der ellers lige kaldte på min opmærksomhed.

Derefter kunne jeg i ro og mag give mig til at bage.

Relative sunde ( men det kunne man nu ikke smage :o)) kokosmuffins og en meget hurtiglavet bolle…

Jep, der duftede fantastisk af hjemmebag til Helene kom hjem med to veninder og vi kunne sidde og drikke the (kold kakao, Nesquik med JERSEY mælk 0,5% fra Brugsen – `armen den smager fantastisk) og snakke om dagens oplevelser. Lige efter bogen.

Jeg havde tid – og overskud. Er det et privilegium at have overskud og have tid?

Dagen fortsatte med at tøserne moslede rundt med Mozart på ridebanen – og han var DUM proklamerede tøzen, så jeg gik ned og så på og knyttede et par kommentarer til hendes ridning og pludselig var himmelen blå igen over ridebanen. Og jeg nød at stå dernede – samlede et par sten væk fra banen som Claus er ved at få fuldstændig styr på – og så kan han pludselig også skrive ridebanebygning på sit CV….

Joachim kom hjem. Han havde ikke brug for min assistance idag – men i høj grad brug for hjemmebag:o)

Jeg kunne tage tørt vasketøj ned fra snoren og hænge et nyt hold op på vej op igennem haven. så kom det over mig at jeg lige havde et par vinduer der trængte til bedre udsyn. Frem med klud og spand og så blev de blanke igen.

Så var det tid til aftensmadsproduktion. Koteletter med ris og sovs. Ikke det vilde, men det smagte godt, og alt imens jeg lavede det, så fik jeg snørret en rullepølse og lagt den i lage.

Er det et privilegium eller bare dagligdag?

Senere gik jeg ud og fik puttet hestene med godt med halm og hø i deres lille hus og byspøgelset Mozart kom på stald og fik tøj på:o)…

Indimellem i løbet af dagen,  har jeg kunnet sætte mig og kæle for Eddie eller nusse mis bag ørerne – jeg har fået tænkt lidt mere over vores tur til New York i efterårsferien, alt det har jeg kunnet fylde min dag ud med…

Er det et privilegium eller er det bare dagligdag?

Jeg ser det som et privilegium at jeg har kunnet sige mit job op (det var ikke nemt, men nødvendigt, jeg manglede så meget ro i min og min families hverdag) – knap så meget et privilegium at jeg ikke tjener nogen penge. Men vi sparer så meget op på vores “livsoverskudskonto” så det er det hele værd – og det går jo nok også endda….:o)

Jeg skal nok komme tilbage på et andet tidspunkt og tjene de penge…..

Skal jeg se det som et privilegium at jeg kan stoppe hverdagstoget, der ellers bare buldrer derudaf og fejer alt til side på sin vej og æder sig ind på den allersidste rest vi har tilbage på overskudskontoen, så vi vælter om på skjoldet når vi endelig efter 22 kan puste ud?

Skal jeg se det som et privilegium at jeg kan sætte mig og faktisk være totalt nærværende for min datter når hun har brug for at snakke med mig. Eller for min søn for den sags skyld?

Jeg føler at det var i ellevte time at jeg fik stoppet det tog. Helene og mig kunne næsten ikke se hinanden undtagen vi skændes – jeg havde ikke tid eller måske nærmere overskud til at forstå hende, sætte mig ned og se hende som den hun er, istedet for at forsøge at få hende passet ind i en kategori. Det overskud har jeg fået forærende – bare ved at være her….

Og tro mig – jeg betragter mit liv lige nu som et privilegium – eller er det bare min dagligdag!!….

5.45 SÅ skal der fart under futterne, mest for min egen skyld fordi jeg gerne vil være klar parat start dag, når ungerne er vaffet ud af døren kl. 7.10, orv, kan I huske 7.10 var det Frode Mulkjær eller Rasmus Radiomus eller var det begge dele?

Nå, stå op tidspunk blev det sene idag, mest fordi jeg faldt omkuld på sofaen igår kl. 22.30 efter dagens hyggeligste tur med Helene til modeshow i Ålborg var slut – shoppeposerne tømt og kaffen lavet til vores nyeste dejligste lækreste uhmmmm nye krus fra Starbucks……

Kaffen nåede jeg aldrig, for det var godnat Mathilde – omkuld på sofaen det gik og da Claus kom hjem, smed han sig i den anden ende  – uden at konen registrerede dette – og så snorksov vi bare… Til kl. 3.15!!!

DERFOR blev klokken 5.45 inden jeg kom op, men liiiige idag har jeg så uhaaaa monstertravlt FORDI Joachim skal være til hockeytræning kl. 6.15 med madpakker og deslige… Wåååhåååvvvv jeg kastede en sommerkjole over hovedet and that`s it – så naturel som jeg kan blive… Det var jo i princippet ligemeget. Ungen skulle jo bare køres på stadion og så skulle jeg hjem igen – OG SÅ kunne jeg jo gøre mig lækker der til dagens dont. Afsted det gik….

Ja og SÅ var det jo lige at jeg på vejen i mine tanker (og nok i mangelen på kaffe også, som jeg jo så heller ikke nåede i aftes)  fandt ud af at det kunne være skide hyggeligt med rundstykker. Jeg kunne køre Helene i skole så kunne vi nemmelig lige nå at hygge os i en halv time inden dagen starter sådan rigtigt.

Men hvordan er det lige man har det med morgenhår, klipklappere, sommerkjole (ingen BH!!! – så er det bare som om den normale fylde udad den kravler totalt nedad) –  Og så på en fredag… Så er det som om bilens trygge rammer altså bare er de bedste.

Det ville være et totalt anderledes billede hvis det var søndag morgen, men FREDAG, stadigvæk hverdag………

Kunne jeg finde noget camouflagetøj i bilen (som jo heldigvis næsten altid har indhold til en kortere campingtur) OG gud ske tak og lov – der lå en cardigan i bilen, endda en af de lange så det faktisk bagfra så ud som om jeg ikke havde andet på en cardigan og klipklappere…. Hej er det sexet eller hvad?? eller ??

Nå men jeg var bare sulten efter de rundstykker og blev enig med mig selv om at det vist godt LIGE kunne skraller an, hvis jeg kunne få en p plads DIREKTE uden for bageren….

DET KUNNE JEG IKKE….. 6 biler nede af gaden… Nå, det er også et boligkvarter det her, tænkte jeg, ikke alle indhold i bilerne er i bagerforretningen,  så jeg parkerede og sneg mig nærmest vandret henad fortovet i håb om at ingen tog notits af mig.

Men så er det altid sådan, at i de situationer hvor man helst vil totalt overses- bare gå i èt med tapetet – DER bliver man da set. Kondiløbere, hundeluftere og folk på vej på arbejde. Go`morn – go`morn – go`morn (`armen så stop da den trafik)….

Jeg fik mig da truntet hen til Indgangen og ÅHHHH NEJJJJ – så meget lys der er i sådan en morgenbix, og totalt overfriske, glade ekspedienter… og som frygtet men ikke håbet!!, var der en 2-3 stykker foran mig OG et par stykker efter mig….

– og lovede i mit stille sind, mens jeg stod og ventede og faktisk næsten havde talt pengene op at det her gør jeg aldrig mere….

(men måske burde jeg i virkeligheden øve mig på det!!! – den kan vi ta en anden dag)…

Men jeg fik mine rundstykker og jeg kunne køre lettet hjem til de kendte sfærer:o)

Iøvrigt var Helenes eneste kommentar til påklædningen og rundstykkerne  bare “Mor – du kørte da ikke vej af bageren uden bh???

Ses det virkeligt så tydeligt!!!!